#4 Lad døren stå åben – skab plads til de tilfældige møder.
Bibliotekets Skaberværelse er ikke ”backstage”. Det er et sted hvor alle kan komme forbi, tage del i og hjælpe med den fortsatte udvikling af stedet.
I en del makerspaces og fablabs kræves der en form for medlemskab. Mange steder kræver at man booker en tid, eller i hvert fald at man melder sig til, for at kunne deltage. Det kan være nødvendigt. Blandt andet fordi der ofte kræves særlige kompetencer, for at kunne betjene avanceret udstyr. Derudover kan det være nødvendigt, for at sikre sig at de dyrt indkøbte maskiner ikke bliver ødelagte. Men en af styrkerne ved det lokale folkebibliotek er jo faktisk, at det også er et åbent mødested. Det er en af de få institutioner i velfærdssamfundet, hvor man bare kan komme forbi og hænge ud, uden nogen større plan om at skulle noget. Det tilfældige møde, eller den løse snak over en kop kaffe, kan hurtigt lede til nye ideer og nye aktiviteter. I en bydel som Tingbjerg, med en mangfoldig beboersammensætning er det helt afgørende at der findes åbne mødesteder, der er tilgængelige som en del af hverdagslivet. Det er en model for borgerinvolvering som Tingbjerg bibliotek altid har vægtet højt, og som Skaberværelset i sit arbejde lægger sig i forlængelse af.
Objekt: lodseddel. Denne lodseddel er fra det store lotteri i vores festival. Vi hængte den op uden for og mange nysgerrige kom ind i BST med den som blikfang. Det skabte nye møder og var med til at konsolidere vores tilstedeværelse i lokal miljøet. Samtidig var lotteriet også en måde at forbinde os med de lokale erhversdrivende der sponsorerede præmierne.